19.08.2020, 15:00 | Af: Jens Risom | Foto: FC Midtjylland

Fysisk stærkt talent på leje i NordicBet Ligaen

Raphael Onyedika tørner i 20/21-sæsonen ud for FC Fredericia i landets næstbedste række

Et lovende talent i FC Midtjylland rykker i den kommende sæson til Fredericia, hvor han jagter værdifuld førsteholdserfaring. Raphael Onyedika er kendetegnet ved en utrolig fysisk styrke, god springkraft og fin fart på banen.

- Han er helt exceptionel fysisk, og det ungdomsniveau han har vist i det halvandet år, vi har haft ham, har været helt i top. Han har samtidigt højnet sit tekniske niveau, siger sportschef Svend Graversen.

Den unge nigerianer kom til Danmark fra FCM’s samarbejdsklub, FC Ebedei, for godt et halvandet år siden kort efter sin 18 års fødselsdag.

- Det er klart, at han ved at få mange kampe ind under huden kan dygtiggøre sig taktisk. På den måde kan han blive en af de næste unge spillere, der slår til i FC Midtjylland, fortæller sportschef Svend Graversen.

Den unge nigerianer har netop underskrevet en kontrakt, der gælder frem til 2025 i FC Midtjylland. På klubbens Youth League-deltagende U19-hold har han primært spillet i midterforsvaret, men han kan også gøre sig på den centrale midtbane. 

Raphael Onyedika og resten af Fredericia-truppen indleder NordicBet-Ligaen d. 13. september mod Kolding.