19.08.2020, 14:00 | Af: Jens Risom | Foto: Daniel Stentz

Lokalt forsvarstalent udlejes til Fredericia

Tobias Anker skal i den kommende sæson være en del af FC Fredericias defensiv. Han ser frem til at få førsteholdserfaring

Midterforsvareren Tobias Anker, der har en fortid i samarbejdsklubberne Hammerum IF og Herning Fremad, skal på leje i NordicBet Ligaen. 

- Jeg er meget glad for den mulighed. Jeg har haft nogle gode snakke med træneren, og det er en god klub, der spiller noget god fodbold, udtaler 19-årige Tobias Anker. 

I efteråret 2019 forlængede Tobias Anker sin kontrakt i FC Midtjylland til 2024. 

- Det bliver godt at prøve seniorfodbold af efter et par år som U19-spiller, og jeg glæder mig til at vise mig frem, lyder det fra den fysisk stærke forsvarsspiller, som er noteret for 11 ungdomslandskampe.

Exceptionelle fysiske kompetencer
Sportschef Svend Graversen er ligeledes tilfreds med lejeaftalen, der gælder for 20/21-sæsonen.

- Tobias Anker har nogle exceptionelle fysiske kompetencer, og han har lagt et højt niveau for dagen i sin ungdomstid. Det skal han nu teste på seniorniveau, og her er Fredericia et godt match, fortæller Svend Graversen om midtstopperen, der er 1,94 meter høj.

- Han er god på bolden, og den egenskab får han mulighed for at videreudvikle i Fredericia, som gerne vil spille med bolden. Der kan han få værdifuld seniorerfaring, uddyber sportschefen. 

Tobias Anker har været en fast del af det U19-hold, der kom hele vejen til kvartfinalen i UEFA Youth League.