17.08.2020, 11:58 | Af: Jens Risom | Foto: FC Midtjylland

Michael Silberbauer tiltræder i FC Midtjylland som akademitræner

Et nyt ansigt er tilføjet trænerstaben på FC Midtjyllands akademi. Tidligere landsholdsspiller Michael Silberbauer ser frem at være en del af udviklingen af klubbens talenter

Siden akademiet i 2004 så dagens lys i Ikast, har FC Midtjylland produceret mange talenter, som har begået sig på Europas store fodboldscener. Det er fortsat er stort fokuspunkt i klubben, og derfor er Michael Silberbauer hentet ind som akademitræner med primært fokus på U19.

Hovedpersonen selv er glad for dette næste skridt i trænerkarrieren, som indtil videre har foregået i udlandet. 

- Jeg er glad for at komme til FC Midtjylland, som jeg har haft nogle gode samtaler med. Det er en ambitiøs klub, men det er også et sted, hvor man tager sig af hinanden. Det vil jeg meget gerne være en del af og samtidigt hjælpe med at bibeholde den kultur, siger Michael Silberbauer. 

- Jeg er selvfølgelig interesseret i at udvikle mig som træner, og det er der gode muligheder for her, da der er så mange sparringspartnere i klubben, uddyber den 39-årige nye akademi-træner.

Efter Michael Silberbauer stoppede sin spillerkarriere, har han været assistenttræner i schweiziske FC Biel-Bienne og FC Luzern samt cheftræner i canadiske Pacific FC.

- I Canada havde vi det yngste hold i ligaen, og jeg kan godt lide at hjælpe de unge spillere, så det glæder jeg mig til at gøre her også, fortæller Michael Silberbauer, der har spillet 25 A-landskampe for Danmark.

Akademichef Flemming Broe er meget tilfreds med tilføjelsen af Michael Silberbauer.

- Michael har et spændende CV, både fra sin aktive spillerkarriere og periode som træner. Han har en masse erfaring, som vi kan gøre brug af, så han kommer helt sikkert med noget ny viden, lyder det fra Flemming Broe.

- Michael passer rigtigt godt ind i FC Midtjylland, hvor vi gerne vil have en kombination af forskellige typer og erfaring. Samarbejde er en vigtig del af klubben, og vi skal gøre tingene sammen, slår Flemming Broe fast.

Michael Silberbauer står noteret for 258 kampe i Superligaen. FC Midtjylland var den modstander, han stod overfor flest gange i løbet af karrieren som fodboldspiller, og nu skal han altså være en del af trænerstaben på akademiet.

Første opgave for den nye akademitræner er den prestigefyldte Youth League. Michael Silberbauer er rejst med U19-holdet til Schweiz, hvor Ajax venter i kvartfinalen. Du kan følge den kamp live tirsdag kl. 15.00 på TV3 Sport og Viaplay.