06.08.2020, 20:49 | Af: Anders Kaiser | Foto: FC Midtjylland

U19 trænede U13 og U14

Drengene fra U19-holdet overtog træning af FC Midtjyllands to yngste årgange - U13 og U14 - med god energi og højt humør til følge

Om baggrunden for torsdagens samtræning sagde cheftræner for FCM U13, Thomas Brantsæter, følgende:

- Formålet med træningen var at give de yngste spillere i FCM Elitefodboldskole en fed og lærerig oplevelse af, at blive trænet af nogle af dem de ser rigtig meget op til. Derudover var formålet også at styrke fællesskabet på tværs af årgangene i talentafdeling. 

Missionen var altså at give drengene en super fed træning og oplevelse, hvor de kunne inspireres ved at træne med deres ældre forbilleder. Thomas Brantsæter er slet ikke i tvivl om, at man lykkedes med denne mission:

- Tilbagemeldingen fra de unge knægte var enormt positiv. Det var en kæmpestor oplevelse at blive trænet af nogle af dem, der er gået hele vejen fra at være U13- og U14-spiller til at debutere i Superligaen og vinde mod europæiske storklubber i Youth League. 

Thomas Brantsæter er ligeså overbevist om at U19-drengenes egen deltagelse i træningen gjorde et stort indtryk på de yngste ulve:

- Noget af det som var ekstra fedt, var at flere af U19-spillerne også tog del i træningen. Én af spillerne sagde eksempelvis stolt og begejstret efter træningen: ”ham der Aral Simsir havde jo bolden klistret til sine fødder hele tiden, men jeg tog altså bolden fra ham én gang”. Denne type oplevelser er helt sikkert med til at bidrage til en masse læring og ikke mindst inspiration til at blive lige så dygtig som U19-spillerne.

Et andet element U13-cheftræneren fandt essentielt i forbindelse med træningen, var videregivelsen af råd og erfaringer. U19-drengene har i løbet af deres tid i FCM Elitefodboldskole samt deres tid på akademiet gjort sig en masse erfaringer:

- Efter træningen kom Oliver Sørensen og Mads Hansen med nogle fantastiske råd og tanker ud fra, hvad de havde gjort for at nå dertil, hvor de er i dag.Det er altså noget andet at høre betydningen af hårdt arbejde, selvtræning og at kæmpe videre i modgang fra nogle af dem, man har set spille 3F Superliga på TV og smadre Manchester United og AS Roma i Youth League, end fra ens trænere man ser på daglig basis.