07.08.2020, 09:00 | Af: | Foto: Daniel Stentz

Ung målscorer udlejes til AC Horsens

Den 20-årige angriber Casper Tengstedt skal den kommende sæson score mål for AC Horsens i 3F Superligaen

I 18/19-sæsonen blev han suveræn topscorer i U19 Ligaen med 22 scoringer i 20 kampe og sluttede samtidig som delt toer på topscorerlisten i ungdommens Champions League med seks fuldtræffere i syv kampe. I den netop afsluttede sæson har Tengstedt været udlejet til 1. FC Nürnberg, hvor den 20-årige angriber har optrådt på U23-mandskabet i den bayerske Regionalliga med fem mål i ti opgør til følge.  

Tengstedt har bevist sig som målscorer og som det næste led i udviklingsplanen skal han nu bevise sig i 3F Superligaen. 

- Casper tog et stort skridt i den forgangne sæson, hvor han gik fra ungdom til senior i Tyskland. Han har gjort sig gode erfaringer og udviklet sig som spiller, og nu får han mulighed for at prøve sig i landets bedste række. Det er et glimrende skifte for Casper, og både vi og AC Horsens er sikre på, at han fortsætter sin opadgående kurve i den kommende sæson, fortæller sportschef Svend Graversen. 

Den målfarlige angriber har været fast inventar på de danske u-landshold, senest på U19-landsholdet, og efter en sæson i Tyskland, hvor han for alvor fik prøvet kræfter med seniorfodbolden, føler han sig klar til 3F Superligaen.

- Lejemålet i Horsens er en god mulighed for mig. Jeg tog til Tyskland for at prøve noget andet og teste mig selv. Jeg oplevede seniorfodbold med mere fysik og et højere tempo, og jeg kom ud af min comfort zone. Jeg føler, at jeg har udviklet mig både som person og spiller, og nu glæder jeg mig til at spille i Superligaen. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel og det vil jeg bevise i den kommende sæson, fortæller Casper Tengstedt. 

Tengstedt tiltræder i AC Horsens på en etårig lejeaftale mandag den 17. august, hvor førsteholdet gentoptager træningen frem mod den nye sæson i 3F Superligaen.