15.08.2020, 21:03 | Af: | Foto: Getty Images

- Jeg ser mange gode ting

Cheftræner Brian Priske sætter ord på aftenens kamp mod Reims

Cheftræner Brian Priske var tilfreds med aftenens indsats i Frankrig, men han ærgrer sig over kampens udvikling og nederlaget på 3-1. 

- Fodbold bliver målt på resultater, og aftenens resultat er vi bestemt ikke tilfredse med. Når det er sagt, så ser jeg mange gode ting i dag. Vi spiller en rigtig fin første halvleg, hvor vi har styr på kampen og presser Reims godt, fortæller Priske.  

Ved pausen var stillingen 0-1 og som det ofte ses i træningskampe, skiftes flere spillere end normalt. Trænerteamet havde forud for kampen besluttet at skifte stort set hele holdet, og det satte også sit præg på kampen. 

- Vi sender ni nye spillere på banen til anden halvleg, og de kommer flot fra land. Vi sidder på begivenhederne, og får annulleret et mål. Så får vi en periode, hvor vi bliver for passive og laver for mange fejl i pasningsspillet. 

- Der straffer de os hårdt, og det viser meget godt hvad det handler om. Vi skal tage chancerne, når de opstår, og være kyniske, slutter cheftræneren. 

Priske og resten af truppen sætter nu kurs tilbage mod Danmark, hvor forberedelserne frem mod Champions League kvalifikationen om ti dage fortsætter. Inden da venter endnu en testkamp - en kamp der spilles torsdag. Nærmere info følger i den kommende uge.