09.08.2020, 09:30 | Af: | Foto: Getty Images

Marc Dal Hende solgt til SønderjyskE

Efter tre og et halvt år i FC Midtjylland fortsætter den målfarlige venstreback karrieren i Sønderjylland

Efter 81 kampe, 21 mål og otte assists takker 29-årige Marc Dal Hende af i FC Midtjylland. Den målfarlige back skifter til pokalvinderne SønderjyskE på en permanent aftale. 

Dal Hende kom til FC Midtjylland fra SønderjyskE i januar 2017 og har siden været en stor del af det mandskab, som har vundet tre titler.

- Marc kom til FC Midtjylland på et tidspunkt, hvor vi havde brug for en stærk karakter, og det fik vi. Med stor respekt for vores DNA, har Marc bidraget til, og udviklet, kulturen, og han har i den grad gjort en forskel på banen, hvor han med sit vindende væsen har stor aktie i tre titler, fortæller sportschef Svend Graversen, og sender Dal Hende afsted med yderligere roser: 

- Han har store menneskelige- og fodboldmæssige kvaliteter, og han fortjener at spille fast. Vi sætter stor pris på Marc og det engagement familien har investeret i FC Midtjylland, og ønsker dem det bedste i SønderjyskE, slutter Graversen.  

Fodbold handler om at vinde
- Tiden i Midtjylland har været den bedste i min karriere. Da jeg kom hertil, var målet at vinde titler, og nu kan jeg se tilbage på to mesterskaber og en pokaltriumf. Jeg er stolt af at have været en bærende del af projektet og at have sat mit aftryk som person. Fodbold handler om at vinde, og det har vi gjort sammen, fortæller Dal Hende. 

Marc Dal Hende missede store dele af efteråret med en skade, og konkurrencesituationen på positionen som venstre back er samtidig skærpet, og den nyslåede SønderjyskE-spiller lægger ikke skjul på, at ønsket om fast spilletid har været afgørende for skiftet til det sønderjyske. 

- Den sidste tid har ikke været sjov. Jeg er ikke god til at stå i kulissen. Jeg vil spille, og derfor er jeg glad for, at vi har fundet god løsning. Samtidig må jeg også bare rose Paulinho og Dyhr. De gør det fremragende, og jeg er ikke i tvivl om, at de kun bliver bedre i fremtiden, lyder det anerkendende.    

Efter mesterskabssæsonen i 17/18 fik Dal Hende prædikatet Verdens Farligste Back efter hele 11 Superliga-scoringer – heriblandt målet mod AC Horsens i sidste spillerunde, der definitivt sikrede klubbens andet mesterskab – og ugen omkring afgørelsen er blandt de bedste personlige minder hos Dal Hende. 

- Mesterskabet i 2018 står klart for mig. Kampen i Brøndby, hvor Sanneh scorer til sidst, den vilde udvikling i Horsens, og så selvfølgelig vores sejr i sidste spillerunde. Jeg scorer selv det afgørende mål, og dernæst løfter vi pokalen på et fyldt MCH Arena. Det var et helt særligt højdepunkt i min karriere. 

- Jeg spiller med hjertet og vil altid give alt for min klub. Fansenes opbakning har betydet meget, og jeg er stolt af mit aftryk i FC Midtjylland, slutter den ærgerrig Dal Hende. 

Tak for indsatsen, Marc. Du ønskes al held og lykke i SønderjyskE.