14.08.2020, 13:29 | Af: Jens Risom | Foto: Getty Images

Optakt: FC Midtjylland tester formen i Frankrig

Truppen rejser i dag til det nordfranske, hvor Stade de Reims venter i sæsonens første træningskamp lørdag aften. Bliv klædt på til opgøret her

Sommerferien er for alvor ovre for de danske mestre. Efter godt halvanden uges træning er kusen sat mod Frankrig, hvor Stade de Reims er værter for sæsonens første træningskamp. 

- Opstarten har indtil videre været rigtig god. Spillerne har stemplet ind fra dag ét, selvom pausen var meget kort. Og det er ikke bare fysisk, men også mentalt, fortæller cheftræner Brian Priske.  

Stade de Reims endte i sidste sæson på 6. pladsen i Ligue 1, før ligaen lukkede ned som følge af COVID-19. FC Midtjylland møder altså en stærk modstander, og det er for at være oppe i omdrejninger før kvalifikationskampen til Champions League. 

- Vi skal ud og have en internationale følelse i både hovedet og kroppen, så vi er klar til de vigtige europæiske kampe, hvor vi selvfølgelig går efter at komme i gruppespillet, siger Brian Priske.  

- Det er klart, at vi skal have minutter i benene til en masse spillere. Vi har fuld fokus på os selv i denne kamp, uddyber cheftræneren inden afrejse til Frankrig, hvor han forventer at se samtlige 22 spillere i aktion.  

Træningskampen er første gang, at ulvene er i aktion efter den korte sommerferie. Omvendt er det den sidste af hele ti testkamp for Stade de Reims, før Ligue 1 begynder, så de må forventes at være tæt på topformen. 

Modstander fra champagneby
FC Midtjylland og Stade de Reims har ikke en lang fælles historie, men den franske klub har tidligere købt en enkelt spiller fra Heden. Efter 120 kampe og 12 mål i den sorte trøje blev Mads Albæk solgt fra FC Midtjylland til Stade de Reims i 2013. Her huserede den tidligere akademispiller i to år, men de to klubber har aldrig mødt hinanden tidligere. 

Reims har cirka 180.000 indbyggere og ligger halvanden times kørsel i bil nordøst for Paris. Byen er et af de vigtigste produktionssteder for champagne. Om en sejr i aftenens kamp vil udløse, at champagnepropperne springer, er nok tvivlsomt, men vi håber naturligvis på den bedst mulige forberedelse til den vigtige Champions League-kvalifikation. 

Opgøret sparkes i gang kl. 18:00 og kan livestreames via FCM TV:

Se Stade de Reims - FC Midtjylland her

Truppen til kampen offentliggøres i morgen formiddag.