20.08.2020, 19:18 | Af: | Foto: Daniel Stentz

Solid sejr i Hamborg

En glimrende præstation fra FC Midtjylland resulterede i en 2-0 sejr mod Hamburger SV i sæsonens anden træningskamp. Sory Kaba og Gustav Isaksen noterede sig som målscorere på en eftermiddag, hvor der var spilletid til 21 mand

Torsdag eftermiddag blev sæsonens anden træningskamp spillet på Hamburger SV’s træningsanlæg. Det foregik for lukkede døre, men fans kunne følge kampen på livestream. 

27 grader viste termometret kl. 17.00, da der var kick off. Joel Andersson var tilbage i startopstillingen, der ellers var den samme som mod Stade de Reims. 

FC Midtjylland sad på det meste i opgørets indledning og pressede godt på, men det blev ikke for alvor farligt. 

Værterne kæmpede sig stille og roligt ind i kampen, men der var fortsat ikke store scoringsmuligheder i begge ender. Efter en halv times spil fik Hamborg et frispark på kanten af feltet, men forsøget blev med lethed afvist af Jesper Hansen i det midtjyske bur. 

Begge hold forsøgte at spille bolden ud fra de bagerste rækker og på den måde sætte angreb op, mens der i perioder også blev forsøgt at lægge et højt pres fra begge sider. 

Netop presspillet var nøglen til halvlegens største chance, som tilfaldt udeholdet efter 38 minutters spil. Paulinho erobrede bolden højt på banen og overlod den til en fri Sory Kaba, der desværre overplacerede afslutningen. 

Kort efter var det HSV, som var tæt på at score. Et indlæg fra højre resulterede i en dobbeltchance, hvor først Anders Dreyer blokerede en afslutning, inden det var Alexander Scholz, som havde plantet en frelsende fod tæt under mål. 

Dermed var stillingen 0-0 ved pausefløjtet. I modsætning til træningskampen mod Stade de Reims blev der ikke foretaget nogle udskiftninger i pausen fra FC Midtjyllands side.

Ligesom i første halvleg var FCM dominerende fra starten af anden halvleg, hvor det blev til flere halve chancer. 

Derfor var det også fuldt fortjent, at Sory Kaba i det 58. minut bragte FC Midtjylland foran. Målet kom efter en generobring højt på HSV’s banehalvdel. Paulinho kom igennem på venstre kanten og kunne uhindret sende et flad indlæg ind til Kaba, der blot skulle strække sig for at sende bolden i netmaskerne.

Det midtjyske overtag forsatte efter føringsmålet. Blandt andet var Frank Onyeka tæt på at udbygge føringen med et langskudsforsøg. Generelt var FCM klart bedst i anden halvleg og pressede på for en 2-0-scoring med mange gode angreb. 

I løbet af anden halvleg kom Dion Cools, Rasmus Nicolaisen, Manjrekar James, Japhet Sery Larsen, Victor Torp, Babajide David, Gustav Isaksen, Lasse Vibe, Ronnie Schwartz og Junior Brumado alle på banen, og der var altså spilletid til 21 spillere. 

Kort før slutfløjtet var det meget tæt på en scoring. Indskiftede Victor Torp bragede et frispark på overliggeren, og det forsøg havde fortjent en bedre skæbne. 

Målet nåede at komme alligevel, da Gustav Isaksen kæmpede sig igennem et par HSV-forsvarere og lagde bolden i mål med venstreskøjten. Målet kronede et fint indhop for Isaksen, der netop er vendt tilbage efter en skadespause. Det blev kampens sidste spark, og det endte altså 2-0 til FC Midtjylland. 

Overordnet set var det en god træningskamp for FCM, som med mange variationer i spillet var i stand til at presse HSV konstant. Samtidigt var defensiven utrolig solid og gav meget lidt væk. Gennem anden halvleg var det kun et spørgsmål om tid, før målene ville komme, så det var en ganske fortjent sejr til FC Midtjylland.

Dagens træningskamp var sidste test før Champions League-kvalifikationen mod Ludogorets. Den kamp bliver spillet onsdag den 26. august klokken 19.30 i Razgrad, Bulgarien.